2.5 C
Slagelse
torsdag, 7. november, 2024

Bæredygtig Græskarfestival med lokalt fokus!

Foto: Kenneth Grymen

I Skælskørs baghave – på Thorsbjerggaard – producerer landmand Peter Brødsgaard sammen med sine folk over en million græskar hvert år.

De seneste år har græskarrene spredt sig ud over markerne og ind til den smukke havneby, der er vært for Danmarks største græskarfestival.

Græskarfestival skal være et lys i efterårsferien. Efteråret er ofte gråt og vådt, men man kan altså bare et eller andet med det her orange bær. Vi kan fornemme, at alle har et eller andet forhold til græskar, griner Mette Kimer”, der er formand for Græskarfestival.

Mere end bare sjov
Selv om efterårsferien i Skælskør byder på hestevognskørsel, græskarsejltur, workshops og meget andet, så er Græskarfestival mere end bare sjov.

Sammen med Peter Brødsgaard fra Thorsbjerggaard vil vi gerne have danskerne til at spise mere græskar. Derfor vil vi vise, hvilke fede ting man kan med et græskar, forklarer formanden og uddyber:

Vi skal have danskerne til at tage græskarret til sig. I Australien spiser de jo mere græskar end kartofler.

I det hele taget har festivalen stort fokus på arbejdet med lokale fødevarer og et bæredygtigt event.

Vi bygger Græskarfestival på lokale ressourcer og initiativer. Det er vigtigt for os at aktivere lokalområdet, så vi får lokalt ejerskab, hvor alle kan byde ind”, fastslår Mette Kimer.

Græskarværelser og fælles oprydning
Det betyder blandt andet, at antallet af tilbud og oplevelser på Græskarfestival vokser fra år til i år.

I år kan festivalgæsterne for eksempel overnatte i græskarværelser med havudsigt på Kobæk Strand Hotel & Konference.

Værelserne er et nyt initiativ, der skal få gæsterne til at blive en dag mere”, afslører formanden.

Til gengæld er festivalens afslutning allerede en tradition, der er vital for dens identitet.

Vi tænker meget over bæredygtighed. Når vi sender flere tusind græskar og halmballer ud i bybilledet, så er det vigtigt, at vi rydder op på sidstedagen. Her kan gæsterne hente græskar og halmballer gratis. Resten bliver hentet af en landmand, der bruger det til dyrefoder, så vi ikke har noget spild”, forklarer Mette Kimer.

Oplevelser for hele familien
Græskarfestival strækker sig over hele efterårsferien og byder på oplevelser for både store og små.

Familiens mindste kan blandt andet prøve kræfter med Græskarland, bolsjeværksted, græskarlanterner af papir og meget andet, mens de ældste for eksempel kan besøge kagebordet.

Vi laver en bæredygtig buffet, hvor gæsterne får fem billetter til kage. Hvis de ikke kan spise det hele, får de resterne med hjem, så de kan dele dem med naboen eller lignende”, fortæller formanden.

Dagene byder også på Spis Sammen-arrangement og inspirationsaften med Hanne Utoft, der er en af Danmarks dygtigste blomsterdekoratører.

I år har vi også veteranbustur, hvor græskarproducent Peter Brødsgaard hopper ombord og fortæller om produktionen, mens gæsterne kører ved græskarmarkerne”, slutter Mette Kimer.

Ved du noget?

Send os et tip på 112@Sendtip.dk

 

Latest Posts

Læs også