“Jeg er selvfølgelig godt klar over at jeg som ny folketingskandidat er den “nye dreng i klassen”, og jeg er ikke en skolet politiker. Men jeg står som serieiværksætter med over 30 års erhvervserfaring, hvilket er langt over hvad gennemsnittet er blandt politikerne på Christiansborg. Så jeg mener bestemt jeg kan bidrage med noget særskilt, også selvom det er uden en masseproduktion af valgplakater.” lyder det fra Jacob Stryhn fra Det Konservative Folkeparti.
Spørger man Jacob Stryhn, har der været alt for mange partier repræsenteret ved paneldebatterne, i forhold til den tid der har været afsat til de forskellige vælgermøder, derfor vil han forsøge sig med noget nyt:
“Jeg savnede den politiske nærhed i debatterne. At der var tid til at gå i dybden, og at det hele ikke blev så stift, som når der var 9 andre kandidater på talerækken. Det bør jo dybest set handle om hvad der bliver sagt, og ikke bare om hvem der kan råbe højest. Så nu arrangerer jeg mit eget arrangement, ligesom at andre er velkomne til at gøre det samme.” lyder det fra Jacob Stryhn med et smil.
Til paneldebatten har han inviteret to andre kandidater, der efter hans mening også vægter saglighed, ordentligheden og lokalområdet højt. Der er tale om Troels Brandt fra Radikale Venstre, og Malene Grandjean fra Venstre.
Paneldebatten vil foregå i rammerne af The Upper Hill i Slagelse, nu på fredag fra kl. 16.00 til 18.00. Her vil kandidaterne gå rundt på pubben, stå bag baren, og skænke en lang række af øl, som huset kan byde på. Her vil der være mulighed for at få en politisk snak med kandidaterne, og på den måde få en mere dialogbaseret oplevelse end hvad man typisk vil få ud af traditionelle vælgermøder.