Vil være mere handicapvenlig
Slagelse Kommune vil være mere handicapvenlig – og derfor har byrådet nu afsat to millioner kroner til lokale tiltag, som skal gøre en forskel for borgere med psykisk eller fysisk handicap.
Der er afsat en pulje på to millioner, som kan støtte lokale tiltag gennem både borgere, foreninger, klubber og andre som kommer med forslag til, hvordan pengene skal bruges. Hele hensigten med puljen, er at sikre tilgængeligheden i kommunen, så borgere med handicap kan deltage i kommunens liv på lige fod med alle andre.
” Vi taler handicappedes sag alle de steder, hvor vi kan komme til det. Men vi må også erkende, at vi bor i en stor kommune, hvor der kan være lokale udfordringer for borgere med handicap. Puljen skal bruges til at gøre en forskel i den lokale sportsklub, i kulturlivet, skoven eller et helt andet sted, hvor man med beskedne midler kan gøre en stor forskel ” siger Ole Andersen, formand for handicaprådet i Slagelse Kommune.
Lokale tiltag
For Slagelse Kommune handler det om idéen, der er derfor brede rammer for, hvad man kan komme med forslag til.
Den eneste betingelse der dog er, er at det skal være lokale tiltag, som gør en forskel for borgere med psykisk eller fysisk handicap. Man behøver ikke undersøge, hvad forslagene koster eller forholde sig til, hvordan forslagene skal føres ud i livet. Det vigtigste er at bidrage med forslag – så vil Handicaprådet vurdere, hvilke forslag der kan lade sig gøre i forhold til pris og praktik.
” Vi vil have mest mulig tilgængelighed for pengene. Så kort kan det siges. Vi har stort fokus på at vores kommune også skal være et godt sted at bo for borgere med handicap. Derfor inddrager vi alle gode lokale kræfter i at bidrage til at gøre vores kommune endnu bedre for borgere med handicap ” siger Steen Olsen (A), udvalgsformand for Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser i Slagelse Kommune.
Har du et forslag, kan det sendes til Anders Jensen i Slagelse Kommune på mailadressen andje@slagelse.dk.
Forslagene behandles løbende, dog er sidste frist for forslag søndag den 9. maj.
På billedet er Ole Andersen, formand for Handicaprådet i Slagelse Kommune.
Foto: Slagelse.dk