Det så i en kort periode sort ud for de Konservative i Slagelse Kommune, da man ved valgets udskrivelse ikke var klar med en kandidat i Slagelse Kredsen – men til aften kom der atter lys for enden af tunnellen, for det parti. der også lokalt har mødt stor fremgang.
Efter den tidligere kandidat – Christian Freitag – havde trukket sig før valget, stod valget i partiforeningen mellem 2 nye kandidater. Men grundet formaliteter med vedtægterne, var det ikke muligt at afholde opstillingsmødet før i dag, Søndag d. 9. Oktober klokken 19.
Valget stod på opstillingsmødet mellem formand i Korsør erhvervsforening Jacob Stryhn og sygeplejerske Birgitte Schytte.
De Konservative har til aften på deres vælgermøde stemt lokalt og valgt Jacob Stryhn, som nu er folketingskandidat for de Konservative.
Alternativ plakatopsætning
I går var det dog muligt at hænge plakater op – Men da hverken Jacob eller Birgitte vidste hvem der ville blive valgt – havde de af naturlige årsager ikke indkøbt plakater endnu.
Partiforeningen havde derfor været i gang med Christian Freitags plakater, og spraymalet dem til hvide plakater med et “Grønt C'” på plakaten.
Foto: Privat-Foto