På de Vestsjællandske egne kender vi alt for godt beskeden: “Kø i retningen mod Storebælt…”, de fleste af os har endda også ufrivilligt været ramt af trafikken, selvom vi ikke har skulle mod broen.
Hvert år vælter vindfølsomme køretøjer nemlig på Storebæltsbroen. Det skaber selvsagt kø for mange tusind billister – og ikke mindst farlige situationer.
Ny kampagne
Baseret på Sund & Bælts analyser og viden om hvordan vinden påvirker kørslen, går de nu sammen med transportbranchen i gang med at sætte fokus på trafiksikkerheden med en informationskampagne. Den skal hjælpe billister med at finde ud af, hvornår deres køretøj er vindfølsomt.
Fra anbefaling til forbud
Samtidig med den nye kampagne, strammes retorikken også og fremover ændres anbefalingen til forbud, da Sund & Bælt har et stort ansvar for at sikre, det altid er forsvarligt at passere broen og sikre, at der er åben for trafik:
” Vi ændrer nu vores tidligere anbefaling om at fraråde vindfølsomme køretøjer at passere Storebælt i kraftig blæst til et forbud. Der er altså ikke længere tale om en ”anbefaling”, men at Sund & Bælt som ejer af Storebæltsbroen har forbudt færdslen med disse køretøjer. Det betyder, at det ikke er op til den enkelte chauffør at vurdere om passage af broen er forsvarligt, men at et vindfølsomt køretøj skal efterleve dette forbud uden videre. ” fortæller Kim Agersø Nielsen, chef for vejanlæg i Sund & Bælt
Disse køretøjer er vindfølsomme
De køretøjer som skal være ekstra opmærksomme på passagen er de vindfølsomme.
Allerede ved 10 m/s skal vindfølsomme køretøjer nemlig være særligt opmærksomme og ved 15 m/s og sidevind, kommer forbuddet. Hvis vinden når op på 25 m/s med blæst af stormstyrke, er det ikke længere kun de vindfølsomme – men al biltrafik, der indstilles på broen.
Eksempler på vindfølsomme køretøjer kan i følge Storebælts hjemmeside være:
Tomme eller lette lastbiler, varebiler, busser, lastbiler med ingen eller let last, campingvogne eller anhængere.