2.5 C
Slagelse
torsdag, 7. november, 2024

Analyse: Disse kandidater bliver valgt

Lokalpolitisk analyse / kommentar af Mick Keller

Om lidt går Slagelse til valg. Længe har det summet i luften, vi er mødt af flyers de mørke og kolde morgener, der er stemt dørklokker, plakaterne har huseret ud for vinduerne i vindens susen de sidste par uger – og der er blevet talt politik i krogene, hvor man end har begivet sig hen.

Der er ingen tvivl om at valget i Slagelse bliver spændende at følge, både på nationalt plan – og på lokalt…

Som Storm P. sagde…
I næsten 10 år har jeg fulgt det lokalpolitiske på tæt hånd. Jeg har både kørt kampagne for kandidater til Folketinget, EU og Kommunen, selv været opstillet, indsuppleret i byrådet – og så befandt jeg mig faktisk i den famøse rådhuskælder, da aftalen om en delt borgmesterpost blev til.

Denne gang sidder jeg på den anden side. Jeg har fulgt vælgermøder, kandidater på sociale medier, uddelinger og samtaler: Så nu kaster jeg mig ud i mit bud på det kommende byråd.


Det Storm P. citat jeg nok husker bedst er hans “Det er svært at spå – især om fremtiden”. Det kan han have så evig ret i, men jeg vil alligevel gøre et forsøg. Hvem der løber med Borgmesterposten, eller hvordan konstitueringen bliver, tør jeg trods alt ikke give et bud på – for i Slagelse kan alt ske: Men mandater og kandidater, kaster jeg mig ud i – I min lokalpolitiske analyse.

Godt kæmpet – Men…
Lad mig starte med Kristendemokraterne og Veganerpartiet, de har trods deres størrelse formået at føre en rigtig fin valgkamp, men det er efter min overbevisning langt fra nok til en plads i byrådet. De får efter min vurdering begge 0,1 til 0,2 procent af stemmerne. De har kørt en flot og sober valgkamp.

– Og vi skal selvfølgelig ikke glemme nogen, men Frihedslisten – Hvor var de?
Jeg giver dem maks 10 stemmer. 

Socialdemokratiet (13)
Det største parti ved dette valg bliver efter min vurdering Socialdemokratiet. De fik 34% af stemmerne i 2017: Med både Borgmester- og Statsministereffekt, så skal der meget til at de kommer under sidste valg.

Det ene mandat SF går tilbage, vil blive til Socialdemokratiske stemmer, så selvom det måske lyder vildt, spår jeg dem til at gå fra 12 til 13 mandater. – Og så skal der altså ikke meget til: at John kan sikre sig 4-more-years.

Det som kan tale mod fremgangen, er at deres mandater kan blive utrolig dyre. Det kan koste et enkelt mandat.

Sikre:
3 kandidater er selvskrevet: John Dyrby, Lis Tribler og Ali Yavuz.

Det skal nok gå:
Selvom Sofie Janning fik en lavere placering på opstillingsmødet, tror jeg dog ikke det kommer til at have den store betydning ved valget, hun skal nok genvinde sit mandat og behøver nok ikke gå rundt med den bekymring, som jeg er sikker på hun har båret under valget.

Anne Bjergvang, Britta Huntley og Jørgen Andersen har ikke gjort noget specielt bemærkelsesværdigt i valgkampen, men omvendt har de heller ikke lavet den store skade, så der skal vist gå meget galt, hvis de ikke også beholder deres pladser. 

Tvivlere:
Skulle jeg nævne 2 tvivlere, skulle det være Jimmi Jørgensen og Unnie Oldenburg, som trods fine valg i 17’ efter min vurdering får det sværere. De har ikke trådt ved siden af eller været usynlige, men de bliver presset af rigtig dygtige kandidater, som vil ind.

Dem skal vi holde øje med:
Af nye kandidater som har en mulighed for en plads, har vi blandt andet Miralem Garagić og Jannik Juul Nielsen, der både i 2017 og igen i år har ført rigtig fine valgkampe. De er spændende at holde et øje på, når stemmerne skal tales op.

Venstre (11)

Går Venstre frem, eller går de tilbage? Jeg tror egentlig de forbliver status quo, med en lille fremgang. Der er helt klart noget Ellemann effekt som smitter af, den nationale tilbagegang får selvfølgelig også konsekvenser lokalt. Der er dog bare lige det, at Venstre i Slagelse virkelig har formået at køre en flot valgkamp og periode. Derfor tror jeg på at partiet lokalt vil gå markant frem, men sammenlignet med den nationale tilbagegang, er den så hård at det kun bliver et enkelt mandat. Fra 10 til 11 mandater.

De sikre:
De sikre kort hos venstre, er til gengæld også virkelig sikre, de tæller: Knud Vincents, Ole Drost og Stén Knuth

Det skal nok gå:
Af kandidater, som har gjort sig godt bemærket og heller ikke bør bekymre sig om at beholde deres plads i byrådet er Christopher Trung, Anders Koefoed og Pernille Ivalo. Tag det roligt – og nyd en kop kaffe, det skal nok gå!

Tvivlere:
Ebbe Jens Ahlgren og Jørn-Ole Didriksen betegner jeg begge som tvivlere, der er rigtig dygtige kandidater på Venstres liste, som har kørt en flot valgkamp, så sæderne er ikke gratis i V-gruppen.

– Morten Hass har selv meddelt han ikke genopstiller, så hans plads er i hvert fald ledig.

Dem skal vi holde øje med:
Der er næsten en sikker kandidat, blandt de ikke siddende, nemlig den unge kandidat Nikolaj Bjørk Christensen som er nummer 3 på Venstres liste. Han har kørt en utrolig flot valgkamp, fået flere anbefalinger og været initiativtager til samarbejdsaftaler – så meget skal gå galt, hvis han ikke vælges.

Nicki Ottevig stiller op for 3 gang – og nu for sit 3 parti, han har gjort rigtig fin væsen af sig og må siges at have erfaring, så det bliver spændende at holde øje med om han klarer den denne gang.

Radikale Venstre (1)
Jeg tror også B-mandatet er forholdsvis sikkert. Ikke på grund af De Radikale selv; For havde de stået alene, havde jeg nok spået dem helt ude. De har ikke gjort stort positivt væsen af sig – og med en national tilbagegang, gavner det dem bestemt ikke lokalt. Det der taler for Radikale, er Troels Brandts synlighed – især i landområderne – men på grund af deres arbejde med et godt valgforbund, tror jeg de bliver hjulpet godt på vej til et sikkert mandat.

Radikale er opstillet med partiliste, så det bliver ikke så spændende at følge: Troels Brandt er valgt. 

Enhedslisten (1)
Enhedslisten er sikker nok. De beholder deres ene mandat, hverken mere eller mindre.
Enhedslisten er opstillet med partiliste, hvilket betyder at det er Thomas Clausen der vil komme ind. Enhedslisten bliver nok valgets mindste overraskelse – og også mindste analyse. Tillykke med valget.

SF (1)
SF fik ved valget i 2017 2 mandater, men efter Helle Blak meldte sig ud af partiet, har Jørgen Grüner måtte kæmpe alene.

Helle Blak stod for knap 50% af partiets stemmer i 2017, hvor Jørgen Grüner fik 2. mandatet med sine blot 49 personlige stemmer.

Derfor spår jeg også SF en svær kamp, jeg tror de kommer til at gå markant tilbage – også fordi Grüner ikke er den typiske SF profil – Især ikke efter deres samspil med Venstre.

Til Grüners fordel har han været utrolig arbejdsom de seneste 4 år og haft mange gode sager, derfor spår jeg dem heller ikke helt ude. 1 Mandat – og da SF også er parti opstillet, går dette selvfølgelig til Jørgen Grüner. Tillykke med valget.


Nye Borgerlige (2)

Dansk Folkepartis tilbagegang gavner selvfølgelig NB, de står godt lokalt og de står godt nationalt. Så som nyt parti tror jeg de kommer ind med 2 mandater.

Tendenserne fra Folketingsvalget taler også sit eget sprog, der var rigtig mange indvandrerkritiske stemmer – og de går ikke til DF men til NB.

Jeg tør også godt at byde på, at de 2 mandater går til Thomas Vesth og Josh Bjørkman, det er de 2 eneste kandidater som har ført den mest synlige valgkamp.

Liberal Alliance (0)
Jeg tror ikke den går for Liberal Alliance denne gang.

Trods de nationalt er ved at stabilisere sig igen, har dette ikke slået igennem lokalt. De har kørt en fin valgkamp med Marcus Danielsson som spidskandidat, men det er ikke nok til at de kan vende bøtten og trække et mandat. De har primært gjort væsen af sig på vælgermøder – og det er ikke her stemmerne vindes. 80% af deltagerne er medlemmer af et parti i forvejen.

I det borgerlige valgforbund tror jeg LA bliver mindst og de kommer derfor til at betale prisen. Det er matematik.

Konservative (1)
Ud af det blå kom Konservative, de har kæmpet år efter år, for en plads, men uden det store held. Det skulle Jane Dahl som ny borgmesterkandidat dog ændre – og det tror jeg også hun kommer til. Borgmesterkandidat er bare et strategisk spil – det kommer de aldrig i nærheden af, men det kan måske give et par ekstra stemmer.

Jeg har været lidt i tvivl om det er Nye Borgerlige eller Konservative der skulle have det ekstra mandat, for hos C, skal vi bestemt også holde øje med profiler som Lotinga og Troels Christensen. Men får de kun det ene mandat – så er det Janes.

Dansk Folkeparti (1)
Med en stor tilbagegang på landsplan tror jeg Dansk Folkeparti bliver sendt helt tilbage. Deres store stemmesluger Ann Sibbern opstiller heller ikke, hvilket bestemt ikke giver DF nogle gode kort på hånden. Henrik Brodersen formår dog altid at poppe op, uanset hvor meget han kommer under vand – og han skal derfor nok også genvinde sit mandat. 

Palle og Søren har gjort god figur de sidste par år, men på grund af partiets tilbagegang kan de ikke selv genvinde deres mandater, der sidder Brodersen.

Men hvad så….
Det var mit bud på mandatfordelingen. Men hvad der sker på natten, tør jeg ikke byde på – Alt kan ske. Her er nogle af de ting, som jeg kommer til at holde øje med:

Kan SF trække en vild overraskelse og løbe med Borgmesterposten?

Knud ser hellere Jørgen som Borgmester end John – og John ser hellere Jørgen som borgmester end Knud. 

Med SF’s flirteri til Venstre, skal vi nok også lige have et øje på ham i løbet af aftenen, for kunne han finde på at gå med i en større konstituering med de borgerlige?

Han er jo i valgforbund med de radikale, som også vil pege på Knud.

Bliver Jane Borgmester? Jane kan blive alternativet til stridighederne. Kan de ikke enes om sig selv, kan partierne enes om Jane – Det er de konservatives held.
De fleste partier er klar til at pege på Jane, hvis de ikke selv kan gå med posten, så lad os lige holde øje på natten!

John kan risikere at gå frem til 13 mandater, men betale meget dyrt for posten.

Enhedslisten giver det 14 mandat, men får SF kun 1, så er det Brodersen fra DF og Jørgen Grüner selv fra SF, som sidder på magten – kan de enes? – Og hvad vil de have?

Alt i alt går vi en rigtig spændende valgdag i møde i morgen!

Godt valg.

Ved du noget?

Send os et tip på 112@Sendtip.dk

 

Latest Posts

Læs også